fbpx

Martin Hegelunds rejse som iværksætter

Da jeg var 13 startede jeg min første virksomhed (tak for lån af CVR-nummer, mor).

Da jeg var 18 år og 8 dage fik jeg endelig mit eget CVR-nummer.

Da jeg var 19, skyldte jeg en million i banken grundet et kuldsejlet iværksætterprojekt.

Da jeg var 24 havde jeg 100 medarbejdere og +50 mio kr. i omsætning.

Da jeg var 26 solgte jeg samme virksomhed til en international kapitalfond.

Dette kunne være min selvbiografi i overskrifter. Men det er kun et kapitel.

Den mangler nemlig fortsættelsen: At jeg stadig knokler for at skabe fede tech-virksomheder – enten som den drivende kraft eller med en check, et skulderklap og et godt råd til morgendagens passionerede iværksættere.

Den mangler også indledningen: Om de mange bump på vejen.

Om de søvnløse nætter. Enten fordi vi fejrede vores succes til den lyse morgen – eller fordi vi knoklede for at kunne betale løn.

Om de mange dyre lærepenge, der er spildt på vejen, men som nu er blevet til værdifulde og lærerige erfaringer. Som jeg plejer at kalde det: Min IBA (“I’ve Been Around“) på University of Life. 🙂

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tips og tricks til livet som iværksætter

   

Starten

Jeg startede sløvt ud med at lave projekter på internettet, da jeg var 13 år.

Min mor var så rar at registrere et CVR-nummer for mig indtil jeg var myndig. Jeg bl.a. rodede med affiliate marketing, et internationalt annoncenetværk og et webbureau med fokus på online marketing.

En uge efter jeg fyldte 18, fik jeg mit eget CVR-nummer – *** det var stort! 🙂

Jeg hjalp iværksættere og virksomheder med online marketing og strategi – alt fra den lokale yogainstruktør til store virksomheder som FLSmidth og Nordea.

Gennem mit virke som “online schweizerkniv” stiftede jeg hurtigt bekendskab med en række IT-startups, som jeg begyndte at rådgive – én af dem var Få Det Gjort, som jeg var med til at stifte i en kold kælder i Roskilde.

Det var en spændende tid – vi knoklede 18 timer i døgnet på at opbygge en online markedsplads længe før dette var et buzzword. Vi startede også et forsikringsagentur med en revolutionerende (og knapt så profitabel) forretningsmodel så alle aktører på markedspladsen trygt kunne arbejde sammen.

Vi udnyttede vores unge alder og at vi ikke havde nogle forpligtelser til at give den MAX gas. Worst case ville være et par år bag kassen i Netto for at knokle gælden af.

Efter at have have opbygget en kæmpe bankgæld og brugt alle vores penge måtte vi indse, at det ikke ville blive en en kommerciel succes foreløbigt, selvom vi til dato har formidlet over 10.000 jobs.

Sammen med min kompagnon fra Få Det Gjort, Rico Andersen, og de erfarne iværksættere Martin Thorborg og Nicolai Frisch, stiftede jeg i 2012 virksomheden Ageras, der er en digital platform der i dag 10 år senere er brugt af mere end 300.000 virksomheder i hele Europa til at administrere regnskab, løn og bank.

Da vi i 2017 ramte +100 medarbejdere efter bare 5 år og stadig ikke havde fået nogen ekstern investering, solgte vi majoriteten til den prestigefulde kapitalfond Investcorp.

Min gamle makker Rico og jeg driver fortsat virksomheden, hvor vi med stærke muskler fra Investcorp, Rabobank mv. i ryggen nu har kunder i 12 markeder, hvoraf majoriteten er i Danmark, Tyskland, Frankrig og Holland.

Vi havde ingenting da vi startede. Det er tilfældet for de fleste iværksættere. Havde vi blot kunne få nogle få, velmenende råd med på vejen, havde vi sparet dyre lærepenge og måske gjort visse ting endnu bedre. Det vil jeg gerne bidrage til til morgendagens iværksættere. Derfor har jeg investeret i en række mindre startups, hvor jeg hjælper med lidt kapital, men primært sparring, netværk og et skulderklap når det er nødvendigt.

Tak fordi du læste med.

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tips og tricks til livet som iværksætter