Politik & samfund

Usømmelig omgang med andres penge

Det er sket igen. Offentlige instanser, der uden hæmninger bruger offentlige midler, tilsyndeladende uden at skele til value for money og almindelig sund fornuft.

SKAT anslår, at det vil tage 113 årsværk – svarende til en pris på over 100 mio. kroner – at opsplitte SKAT i syv nye styrelser. Og det er blot prisen for at skabe og implementere en “ny identitet” – i praksis være sig et nyt logo.

Givetvist skal tingene være i orden. Givetvist skal der være klar afsender på breve. Og givetvist skal man ikke outsource opgaver til den hurtigste og den billigste.

Men for at sætte tingene i perspektiv, så er 100 mio kroner ca. en tredjedel af den årlige omsætning i Danmarks største reklamebureau. Og det er kun prisen for et logo. Eller rettere syv – men mon ikke man relativt hurtigt kan lave syv identiteter som en samlet pakke, når nu vi trods alt er i samme boldgade?

Det er nemt at blive harm. Selvfølgelig virker det meningsløst at bruge så mange penge på noget så banalt. Så banalt, at dette indlæg kan synes overflødigt.

Men jeg er overbevist om, at problemet er langt større end et logo. Det handler om ansvar. Det handler om, at ingen tør påtage sig et personligt ansvar og løbe en kalkuleret risiko. Tænk nu hvis dette ender med at blive det nye EFI? Tænk hvis dette ender med at blive den nye udbytteskandale?

I det private erhvervsliv var det aldrig gået. Der var man tvunget til at være sit ansvar voksent ved at gøre sit benarbejde og vælge den mest konkurrencedygtige løsning. Det ville man så blive holdt til ansvar for, både hvis det går godt, men naturligvis også hvis det går skidt.

Men når penge tilsyneladende ikke er den knappe ressource, er det jo nemmere at samle en stor gruppe af kompetente ansatte, udvalg, konsulenter, bureauer og andre kloge folk, som man kan skyde skylden på, hvis noget nu ikke går efter planen.

Så har man gjort sit. Man har jo, trods alt, brugt mange penge på at få det bedste på markedet.

Og regningen? Den lander jo uanset hvad hos skatteyderne.

Read More
Iværksætteri Personligt

Investcorp køber majoriteten af Ageras

I dag er en rigtig stor dag for mig.

På mange måder føles den som afslutningen på en 5 års fantastisk lang rejse, men samtidig begyndelsen på et nyt og endnu større, vildere og mere spændende kapitel.

Da vi byggede Ageras tilbage i 2012 var det med en ambition om at blive verdens førende markedsplads inden for regnskab og juridiske ydelser. Vi er godt på vej mod målet og er overbeviste om, at blandingen af teknologi og et højt serviceniveau er midlet til succes.

Ageras har udviklet sig på sine spæde 5 år.

Vi opererer nu i 5 markeder fra kontoret i København, hvor mere end 80 dedikerede medarbejdere servicerer en voksende kundekreds, der for nyligt rundede 100.000. Denne milepæl er vi sindssygt stolte af, da det bevidner, at vi har slået et kæmpe hul i markedet og gør en stor forskel for mange små og mellemstore virksomheder.

2016 var et begivenhedsrigt år for os. Vi øgede omsætningen med 60%, blev udnævnt som Gazelle-virksomhed af Børsen (den 10. hurtigst voksende), og vi fik for alvor fodfæste på de hollandske og tyske markeder.

I dag kan vi offentliggøre, at den internationalt anerkendte fond Investcorp har købt majoriteten af selskabet og investerer et betydeligt beløb. Det skal være med til at tage virksomheden til det næste niveau og understøtte fortsat international ekspansion og vækst på de eksisterende markeder.

Investcorp er en global equity fond med store investeringer i teknologivirksomheder med særlig fokus på data, IT-sikkerhed, internet, mobility og fintech.

Fra det første øjeblik vi mødte Investcorp, stod det klart, at de var den rigtige partner for Ageras til den næste fase af vores vækstrejse. Investcorp har et godt omdømme og imponerende generalieblad med at vækste ejerledede teknologivirksomheder, og deres globale tilstedeværelse og omfattende netværk understøtter Ageras’ fortsatte internationale ekspansion.

Jeg vil bruge anledningen til at sige et stort tak til alle dem, der har været med til at gøre Ageras til en succes. En særlig tak skal lyde til de kunder, partnere og medarbejdere, der på hver sin måde har bidraget til at skabe et mere transparent marked for regnskab og juridiske ydelser.

Jeg fortsætter sammen med min gode partner Rico på rejsen og glæder os til at se, hvorhen den bringer os.

Read More
Politik & samfund

Medielicens er en skævvridende, meningsløs skat

DR er et statsligt public service-organ, hvor man tilbage i 1925 indførte brugerbetaling (licens) for at flertallet ikke skulle betale for det, som fåtallet (eliten) havde nytte af.

I dag opkræver man ikke længere licens alene for TV og radio, men f.eks. er mobiltelefoner også omfattet. Ergo er stort set hele befolkningen licenspligtige. Licens er heller ikke længere øremærket DR. Derfor kan man argumentere for, at det blot er en ekstraskat.

Der er altså tale om en skævvridende kopskat. Det kræver unødigt meget administration at indkræve og kontrollere og samtidig gør de ca. 200.000 sortseere regnestykket endnu mere skævt.

Dermed er vi i en situation hvor en mindre del af befolkningen betaler for noget vi alle bruger. I et samfund som Danmark, hvor det ofte er den anden vej rundt (at vi via skatten alle finansierer noget få bruger), giver det bare ingen mening.

Vi skal naturligvis alle være med til at finansiere DR og andre licensbetalte tiltag, så hvorfor ikke bare gøre det smart, fair og transparent?

Read More
Personligt

En note om taknemmelighed

Man burde sige tak som det første og sidste hver dag. Hvornår har du sidst sagt tak for livet, dem der står dig nært og for de ting vi normalt tager for givet? Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har gjort det. Så vil benytte dagen i dag:

TAK! Tak til jer, der har gjort 2012 til et fantastisk år.

Og så lad os kigge fremad. Må 2013 bringe lykke, energi og power i din retning.

Og husk: Du behøver ikke at årsskifte for at ændre vaner. Det er bare dårlige undskyldninger. Invester lidt i dig selv hver dag.

Tak.

Read More
Iværksætteri Personligt

Mit nye eventyr, Ageras

Blot et kort pip herfra, da det efterhånden er noget tid siden, du har hørt fra mig.

Jeg har netop teamet op med de gode folk Rico Andersen (som jeg også lavede Få Det Gjort med), den kendte serieiværksætter Martin Thorborg og hans partner Nicolai Frisch om at starte en ny virksomhed: Ageras.

Idéen er at skabe transparens indenfor B2B serviceydelser, f.eks. revision, bogholderi og advokatydelser.

Der er afgjort et marked, så jeg ser frem til at sparke endnu en virksomhed igang.

Tjek Ageras ud her

Jeg kommer derfor som udgangspunkt også til at holde en pause fra skriveriet, da Ageras kommer til at kræve min fulde dedikation, energi og båndbredde det næste lange stykke tid.

Read More
Iværksætteri Personligt

Iværksætter på fuld tid – fuck hvor jeg glæder mig

Så er huen på med tilfredsstillende resultat og et par dage med lyse nætter er veloverstået.

Fun fact: Jeg fik et legat for særlig akademisk interesse, hvilket med min prioritering af studiet fandt lidt morsomt. Nå, nok om det.

Nu er det tid til at give den gas – og fuck hvor jeg glæder mig!

Det er egentlig mest business as usual, men i et lidt højere og mere ambitiøst gear end tidligere.

Jeg har haft CVR-nummer siden jeg var 18 år og 8 dage – og endnu længere i min mors navn (ja – pisse fedt at betale topskat af den først tjente krone :-)).

Nu stifter jeg selskabet Hegelund Equities ApS, der vil danne rammen om mine fremtidige virksomheder og investeringer.

ComboWeb bliver drevet videre som konsulentbureau, men vi kommer til at fokusere langt mere på online marketing og e-commerce end på online visitkort til mindre virksomheder. Til disse er vi snart klar med et nyt koncept, der er lidt mere samlebåndsagtig i den bedste betydning. Høj kvalitet og lave priser. Samtidig bliver antallet af kunder skåret ned så vi kan fokusere på at levere god og tilpasset rådgivning til få og tætte kunder.

Det går også rigtigt godt med Hegelund Media, hvor vi fortsat breder os med flere sites inden for flere brancher. Jeg har indledt et par joint ventures, så vi kan sætte endnu mere turbo på og det glæder jeg mig voldsomt til.

Seneste nyt er, at jeg indtræder som medejer af Få Det Gjort, hvor jeg har investeret lidt penge og kommer til at investere en masse tid. Få Det Gjort er en markedsplads for private serviceydelser i hjemmet – såsom børnepasning, rengøring, handymænd osv. Så har du brug for en hånd eller vil tjene en ekstra mønt, så tjek det ud!

Konklusion: Nu er jeg fuldblodsiværksætter og glæder mig til at give den max gas med alle projekterne, få en masse lussinger af markedet og komme tilbage med et knock-out! 🙂

Read More
Iværksætteri Personligt

Sådan driver jeg to virksomheder ved siden af min uddannelse

Jeg har nu drevet virksomhed i fem år. På seriøst plan i knapt tre år, hvor jeg lancerede en annonceplatform ved siden af mit konsulentbureau.

Nogle vil dog mene, at det stadig ikke er på et seriøst plan. Argumentet? At de første 30 timer om ugen allerede er besat af min uddannelse.

Hvordan min hverdag hænger sammen er en længere historie. Så hvis du blot vil læse mine 13 tips til hvordan du som studerende (eller som lønmodtager for den sags skyld) kan starte og drive en virksomhed ved siden af, så gå direkte til listen ved at klikke her.

Lad mig slå en ting fast: Min virksomhed er seriøs. Bundseriøs og dybt professionel. Min virksomhed er nemlig min fremtid.

Jovist åbner min studenterhue mulighed for videreuddannelse og sikkert også nogle andre døre. Men jeg vil omvendt argumentere for, at de erfaringer, de værdier og det netværk jeg har opbygget gennem de seneste års erfaring med at etablere og drive virksomhed er mange gange mere værd for min fremtidige karriere, hvadenten den fortsætter som iværksætter eller som lønmodtager.

Derfor går jeg ikke på kompromis. Men omvendt erkender jeg også, at jeg må få tingene til at hænge sammen med det udgangspunkt jeg har.

Men nu til hvad mit indlæg egentlig handler om – som er et tilbagevendende spørgsmål, der kommer, hver gang snakken falder på mit liv og mine bedrifter: Hvordan får jeg tid til det hele?

Har mit døgn 25 timer? Slacker jeg på skolebænken? Eller er jeg et supermenneske, der får det hele gjort på den halve tid?

Selvom både først- og sidstnævnte ville være rare, er ingen af ovenstående udsagn sande.

Mit døgn har ikke 25 timer, men jeg sover lidt mindre end gennemsnittet. Jeg slacker ikke i skolen, men er en mønsterelev i de fag, der interesserer mig. Og jeg er langt fra noget supermenneske…

Men…

Jeg har sat en værdi på min tid.

Da jeg tilbage i 2008 byggede mit første succes-projekt online, brugte jeg omtrent 75 timer. Siden er meget vand løbet under broen, og i dag er sitet en mindre del af min portefølje, men jeg har da alligevel tjent over 100.000 kr. på det site.

Ikke desto mindre betyder det, at jeg på noget arbejde jeg lavede i 8. klasse havde en timeløn på over 1.300 kr. i nutidsværdi. 1.300 kr!

Ja, jeg var heldig at ramme en lille guldåre, men til gengæld stiger indtjeningen stadig måned for måned, så om nogle år vil den tilbageskrevne værdi af min indsats i 8. klasse være meget højere.

Blot for at sætte tingene i perspektiv var jeg sideløbende reklameomdeler dengang. Det gav mig omregnet ca. 40 kr. i timen. Så da det omtalte site begyndte at give afkast, var den første ting jeg gjorde naturligvis at opsige det job, så jeg kunne producere mere og tjene mere – også selvom indkomsten først kommer på sigt.

I dag er jeg så priviligeret at have et cash flow, der gør, at jeg kan træffe beslutninger, der er gode for mig. Enten i form af at det er noget der gør mit liv rarere – eller noget der sparer tid, så jeg kan tjene mere.

At jeg er kommet hertil skyldes, at jeg ret tidligt forstod et vigtigt princip:

1 krone i dag er mere værd en 1 krone i morgen – men 2 kroner i morgen er mere værd end 1 krone i dag.

Så uden at lyde alt for kynisk, så sætter jeg en værdi på alt. Ikke for at opbygge en kæmpe formue, men simpelthen så jeg kan navigere i, hvad der ville være fornuftigt at gøre – både fra et økonomisk og menneskeligt perspektiv.

Derudover er tid også din vigtigste udtømmelige ressource og nøglen til alt du udretter i livet, og derfor også den, du skal sætte den højeste værdi på.

Med andre ord baserer mit liv sig på bevidste tilvalg og fravalg i stedet for bare at gå med strømmen.

Det betyder også, at hvis jeg tilvælger en aften med mine venner, så ved jeg også, at det højst sandsynligt vil koste mig et par tusinde i tabt indtjening i fremtiden. Men det er jo det hele værd.

Så hvad gør jeg konkret?

Her er 13 ting jeg gør, som gør at jeg kan sparke røv både professionelt, på min uddannelse og i mit privatliv.

  1. Jeg prioriterer benhårdt og er slave af min todoliste

    Dette er nok listens no-brainer. Hvis du ikke prioriterer dine opgaver og holder styr på hvad du skal lave (og følger op på hvad du rent faktisk får gjort), så ender du med ikke at være effektiv – uanset hvor hårdt du arbejder. Det handler om at gøre det rigtige på det rigtige tidspunkt. Ved senere lejlighed kan jeg dele mit todo-system, men et quick tip er f.eks. at sætte et label på alle dine opgaver. Så f.eks. har jeg et label der hedder “10 min” for opgaver som jeg kan løse på under 10 min i f.eks. et frikvarter, et andet label der hedder “Offline” til opgaver jeg kan løse når jeg er på farten og ikke kan få adgang til nettet. På den måde kan jeg altid producere. En gang om måneden planlægger jeg en måned frem med fokusområder. Dette gør jeg for at undgå at blive for snævertsynet, men også løfte mig op i helikopteren og få et overblik over, hvilke projekter og opgaver der reelt vil skabe mest værdi.

  2. Jeg bliver bedre – på mine præmisser

    Hvis du ikke er i udvikling, er du i afvikling. Derfor går jeg meget op i hele tiden at lære og udvikle mig selv. Men skolen som format passer mig ikke – og slet ikke mit tidsskema. Derfor søger jeg til blogs som jeg kan læse mellem møder, i frikvarterer osv. og podcasts, som jeg kan lytte mens jeg kører bil, arbejder eller andet.

  3. Jeg erkender mine svagheder

    Hvis du ikke gør det, du er absolut bedst til eller er mest passioneret omkring (helst gerne en kombination), så vil du fejle. Din mangel på kompetence eller motivation vil gøre, at dine konkurrenter leverer et bedre eller mere konkurrencedygtigt produkt. Hvis du bruger din tid på områder som ikke stimulerer dig eller hvor du ikke er bedre vil det dels dræbe din motivation og der er ikke nok værdiskabelse til at det kan betale sig. Ofte kan det f.eks. betale sig at outsource bogføring, så du kan bruge tid på at levere værdi til dine kunder.

  4. Jeg har det bedste udstyr

    Det siges, at forskellen på drenge og mænd er prisen på deres legetøj. I den henseende må jeg være en rigtig velvoksen mand. 🙂 Jeg har det bedste udstyr. Hjernen skal være den begrænsende del – det må aldrig være ressourcer, som man nemt kan købe sig til og betaler sig hjem relativt hurtigt. Husk dog at komme udover stepperne og ikke vente med at gå i gang med at kode til du liiige har den nye Mac, vente med at lave video til du har det professionelle udstyr osv. Kom i gang og opgrader når du har traction.

  5. Jeg bruger ekstravagant transport

    For to år siden gik jeg hjem fra byen for at spare penge på bus og taxa. Og vi snakker ikke “at krydse Langebro”. Jeg er opvokset 10 km ude på landet. Det tog mig et par timer, men økonomisk set kunne det næppe betale sig. I dag tager jeg ofte en taxa – også selvom bussen går lige ved siden af – for at spare tid og for at jeg kan arbejde i ro og mag. Det gælder i øvrigt al slags spildtid som jeg forsøger at udnytte bedst muligt. I stedet for at tjekke Facebook når jeg venter på bussen, så sørger jeg for lige at besvare en mail.

  6. Jeg laver altid business

    Work-life balance mig i r****. Jeg er altid på. Mine kunder kan ringe når som helst. Og kan jeg slippe afsted med at besvare en e-mail mellem aftensmad og dessert, gør jeg det. Men jeg gør det fordi jeg elsker det – jeg ser det ikke som et stresselement.

  7. Jeg ser ikke TV

    Jeg har for længst droppet flow-TV, undtagen TV-avisen, som er værdiskabende og aktuel. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har tændt fjernsynet og bare zappet indtil jeg fandt noget interessant. Derimod streamer jeg til tider programmer, som har min reelle interesse.

  8. Jeg sørger for altid at være i execution mode

    Uanset hvor jeg er sørger jeg altid for at skabe værdi. Nogle vil misforstå dette punkt til at jeg er en person der tankeløst render rundt og gør ting bare for at gøre det. Det er ikke tilfældet. Men jeg er dog bevidst om altid at lave noget, der skaber værdi. Om det så er at producere indhold, læse en bog eller sågar bare hvilke mig er fint – så længe det er fokuseret på at udrette noget for at skabe værdi for noget andet.

  9. Jeg lader ikke andre diktere min tid

    Jeg værdsætter den tid jeg er blevet givet utroligt meget og derfor handler det også om at få det meste ud af den. Derfor lader jeg ikke andre diktere min tid (udover lektier som nødvendigt onde :)). Et konkret eksempel er, at jeg sjældent tager telefonen, da det så er på deres præmisser. I stedet tillader jeg mig at notere opkaldet og ringe tilbage, når det passer mig.

  10. Jeg forsøger at bruge skolen i mit erhverv – og omvendt

    Generelt forsøger jeg at sikre så stort overlap mellem min uddannelse og min virksomhed som muligt. Så kan jeg bruge min virksomhed som case i Erhvervsøkonomi gør jeg det. Og et af mine online projekter er baseret på viden jeg fik fra min SRP-opgave. På den søger jeg på bedst mulig vis at finde synergieffekter, så jeg kan slå to fluer med ét smæk. For alle på handelsskoler der har mulighed for praktik, ville en oplagt løsning være at tage praktik i egen virksomhed.

  11. Jeg er fokuseret og tilstede

    Når jeg har besluttet mig for at gøre noget, gør jeg det helt. På den måde får jeg absolut mest ud af min tid. Jeg altid prioriterer én opgave ad gangen og følger den til dørs. Og hvis jeg bruger tid væk fra arbejdet, så prioriterer jeg det jeg gør og er tilstede i nuet – så meget man nu kan, da denne jo konflikter lidt med pkt. 6.

  12. Jeg vælger venner med omhu

    Dette er nok et af de mest kontroversille punkt. Jeg omgås kun med mennesker, der bringer værdi til mig. Enten fordi de er gode at snakke med, kan få mig til at grine eller bare er et spændende menneske. Mange vælger at bruge tid med folk der reelt ikke siger dem noget af angst for at være alene. Derfor vælger jeg også at bruge tid med folk, der på det menneskelige plan bringer meget værdi.

Bonus: Jeg elsker det jeg laver

Fagforeningerne var i år 1919 varme fortalere for 8 timers søvn, 8 timers arbejde og 8 timers fritid. Mit skema ser næsten ens ud – bortset fra at 8 timers fritid erstattes med 8 timers arbejde og så går der to timer fra søvnen med fritid.

Ovenstående lyder som om jeg tager rigtig mange kompromiser og ofrer mig for at få tingene til at hænge sammen. Eller at jeg måske er slave af min livsstil.

Det er ikke sandt. Jeg elsker det jeg laver – og hvis jeg ikke gjorde, så ved jeg godt, at det aldrig ville blive en succes og jeg ville ende som et sølle tilfælde, der er slave af penge eller hvad der nu ellers skulle være drivkraften.

Du skal oprigtigt elske det, der stjæler den fritid, som fagbevægelsen kæmpede for. Ellers er det for stor en ofring – uanset hvor materielt rig det kan gøre dig.

Så min livsstil er aktivt valg – et tilvalg hvis positive aspekter langt overstiger mine savnet ved de fravalg jeg har foretaget.

Jeg vågner (næsten) hver morgen med et kæmpe smil over at få endnu en dag, hvor jeg kan give den gas og nyder løbende at se frugten af det arbejde, som jeg lavede i går, for en måned siden eller måske for flere år siden.

Read More
Humor IT

Om igen, Boxer

Nu er det 8 måneder siden, jeg sidst skrev her. Jeg ved godt, at det er lang tid siden, men der er travlhed på andre fronter.

Jeg modtog i går et brev fra Boxer, som jeg har grinet meget af. Først informerer de om, at min gratis prøveperiode på TV2 Sport er forbi, og at jeg selv skal tilvælge den, hvis jeg også vil modtage den i fremtiden. Fair nok. Dette skal bare ske inden midnat den 15. – altså dagen efter jeg har modtaget brevet. Det er ganske vist en kort frist, men det er heller ikke det, der fik mig op ad stolen.

Dernæst skriver de, hvordan man gør det. Det gør de ved at henvise til et domæne, som ikke engang er deres. De ejer nemlig kun www.boxertv.dk, hvorimod www.boxer.dk er en andens. Yderst pinligt at de ikke engang kender sit eget domæne – især når valget af kanaler udelukkende foregår online! Se brevet længere nede i denne post.

Men dette er også en opfordring til Boxer.dk om at være mere opmærksomme. De får selvsagt oceaner af trafik til forsiden pga. folk der prøver at finde Boxer TV’s hjemmeside ved bare at indtaste boxer.dk. Men for mig, der indtaster ”boxer.dk/Flex8Valg”, burde de ikke præsentere mig for en 404-fejl. Derimod bør de på baggrund af den log, de forhåbentlig fører, konstatere at der (nok) er mange, der har været forbi denne side. Dette kunne de udnytte til at fremvise sine egne produkter og dermed lukrere på disse ekstra besøgende.

Det må begge parter kunne gøre bedre. Om igen!

Read More
IT

Stort, dansk IT-firma lækker CPR-numre

Et stort, dansk IT-firma, der ligger inde med flere hundrede tusinde navne og CPR-numre på danskere sjusker med sikkerheden på deres hjemmeside. Af hensyn til firmaet og de personer, hvis navne og CPR-numre er lækket, er det ikke her, du får virksomhedens navn at vide – så er det sagt.

På IT-firmaets hjemmeside har de en PDF-manual, der udførligt beskriver deres ellers udmærkede system. Her viser de detaljeret med screenshots, hvordan administratorer bruger det. De er ikke helt tossede, og derfor har de dækket følsomme oplysninger på screenshotet med en grå boks. Problemet er bare, at billedet under boksen loader hurtigere end boksen og derfor er det muligt at få et kort glimt af oplysningerne og tage et screenshot af dem. Der gik ikke længe, før jeg havde fundet frem til Facebook-, Live- og andre profiler på personerne og derfor ved jeg, at der ikke bare var tale om testpersoner.

Det skal siges, at der kun er tale om et par håndfulde personers oplysninger, der kan ses og det er tilsyneladende ikke et stort problem. Men det synes jeg, det er! Der kan ske smuttere, men et system der anvendes af så mange brugere bør have bedre styr på sikkerheden! Systemet er hovedsageligt målrettet det offentlige og det offentlige bør være meget mere opmærksomme på, hvilke firmaer der får så følsomme oplysninger i hænderne.

Det mest pinlige ved denne sag er, at det er et firma, der brander sig på at have høj datasikkerhed, og man må forvente, at et IT-firma (med det offentlige som storkunde) har styr på, hvordan man laver en ordentlig PDF-fil uden at afsløre følsomme oplysninger på personer, som sikkert ikke engang ved, at firmaet ligger inde med dem. I en anden manual har firmaet dog gjort det korrekt – taget et screenshot og ændret direkte i billedet. Det andet er bare amatøragtigt, pinligt og faktisk også imod dansk lovgivning.

Pas på hvem du giver dine oplysninger til – måske har de selv rent mel i posen, men deres underleverandører har måske ikke orden på sagerne.

Read More
Internettet Online marketing

Nye Google-killers?

Hvem kan ikke huske den massive snak om Cuil, da den blev lanceret? Jeg kan. Jeg kan også huske min spådom: Google vil sejre. Jeg fik ret.

Måske er min overbevisning om at Google vil sejre til evig tid bare fordi den er størst nu en kende naiv. Det samme sagde man også om det nu kriseramte Yahoo i sin tid. Her er det vigtigt at tage med, at Yahoo ikke blot er presset pga. finanskrisen, men har været i dyb krise længe. Mit og andres bud er, at det er den strategi, de valgte i sin tid, der byggede på redaktionelt indhold, der ligger til grund for det.

Nu er en ny potentiel “Google killer” blevet lanceret og én mere er på vej. Den ene er en indirekte konkurrent til Google – den anden er en direkte konkurrent. Jeg vil komme lidt ind på dem begge om lidt, men først vil jeg argumentere for, hvorfor vi ikke finder nogen seriøs udfordrer til Google foreløbigt.

Google har nemlig lanceret så mange produkter i de seneste 5 år, at folk (også amerikanerne, som var længere om at tage Google til sig) er blevet afhængige af deres services. Vi har arkiveret vores mail hos dem, vores RSS feeds ligger hos dem og de kan indsamle ekstremt meget data via deres Toolbar, Analytics og AdSense, der kan forbedre relevansen af søgeresulaterne – både i forhold til enkelte brugere, men det kan også være med til at finde søgemaskinespam. Ingen anden konkurrent har mulighed for at efterligne dette emperium. Google er unik når det kommer til relevans og hurtig indeksering (hvis vi altså ser bort fra Twitter, som rent faktisk kunne være et bud på en Google-killer, hvis de allierer sig med de rigtige). Mere om det senere.

WolframAlpha

Dette er ikke en direkte konkurrent til Google, men jeg vælger at tage den med alligevel, da den understøtter min senere pointe. WolframAlpha er et nystartet projekt, der er en ægte gadget, som vi nørder foreskriver den 🙂 Jeg er begejstret for det, den kan finde ud af, men det store problem er, at alle kommandoer skal håndteres manuelt af ejerne og derfor vil siden ikke være rentabel i længden. Den bliver helt sikkert et nørdværktøj, som sjældent vil blive brugt til noget brugbart udover interne konkurrencer om hvem der kan memorisere flest kommandoer, der skal bruges for at frembringe anstændige. Spøg til side. 🙂
En søgemaskine skal kunne omstilles i løbet af ingen tid uden redaktionel indblanding. Det kan WolframAlpha ikke!

Kumo

Microsofts nye søgemaskine går under projektnavnet Kumo og vil sandsynligvis blive en mere direkte konkurrent til Google. Du kan læse mere om den ovre hos Version 2. Sagt med forbehold (vi dødelige ved jo endnu ikke hvad den præcist kan), så tror jeg ærligt talt heller ikke på denne af flere årsager:

  • Microsoft har slet ikke styr på håndtering af websiders relevans som det ser ud nu.
  • Kumo gør (som det ser ud) ikke noget, Google ikke allerede kan
  • MS er tilsyneladende stolte af Kumos widgets. Hmm, har vi ikke set noget lign. hos Google?
  • Microsoft siger, at det bliver nemmere at bruge Kumo, da den er kategoriopdelt. F.eks. vil en søgning på Taylor Swift byde på kategorierne “Taylor Swift Songs”, “Taylor Swift Lyrics” og “Taylor Swift Biography” (se screenshot). Men hvad forhindrer brugeren i at indtaste netop dette i søgefeltet? Intet. Med Google Suggest er det endda blevet nemmere for brugerne at lave mere specificerede, long-tail-søgninger. I sidste ende tror jeg at det vil det forvirre brugerne – og så siger de “bye bye, Kumo”.

Den eneste måde Kumo for en chance er hvis MS aktivt integrerer den i Windows, men det bryder EU og andre gøglere sig jo ikke rigtigt om… 😉

Fremtidens søgemaskine

Nu har jeg været kritisk overfor alle disse potentielle Google-killers og skylder vel næsten at give et bud på, hvordan jeg tror at fremtidens søgemaskiner vil se ud. Jeg kommer med et meget mere dybdegående indlæg om netop dette senere, men jeg skriver lige nogle ord nu.

Hvad fremtidens søgemaskiner angår, er jeg overbevist om, at de vil ligne Google i opbygning, men bliver endnu mere intelligente end nu. Flere widgets vil blive integreret i søgeresulaterne, som eksempelvis Google Maps allerede er blevet det hos Google. Desuden tror jeg, at de bliver mere “demokratiske” – altså nogle services hvor brugeradfærd og -interaktion bliver et nøglepunkt. Search Wiki var et dårligt forsøg på dette (selvom Google officielt siger, at det ikke har indflydelse på andre resultater end brugerens egne), men en integration med eksempelvis Twitter ser jeg som en rigtig god måde at øge både relevansen og aktualiteten af søgeresulaterne. Desuden tror jeg at det er sandsynligt at det sker snart. Jeg har ikke set de seneste væksttal for Twitter, men jeg kunne forestille mig at vækstraten snart vil aftage. Jeg ved i al fald, at brugerloyaliteten er faldende, hvilket kunne tyde på, at der snart skal ske noget.

Twitter har ikke officielt en forretningsmodel endnu, og det kunne meget vel være deres glimrende og overraskende hurtige søgning, de vil tjene penge på i fremtiden.

Jeg vil meget gerne høre, hvad dit bud på en Google Killer er, og naturligvis om Kumo kan slagte Google, blot amputere lidt af succesen eller om Google vil stå fast.

Kan du have en rigtig god ferie? 🙂

Read More
1 2 3 5