fbpx

Tag Archives: skat

Politik & samfund

Usømmelig omgang med andres penge

Det er sket igen. Offentlige instanser, der uden hæmninger bruger offentlige midler, tilsyndeladende uden at skele til value for money og almindelig sund fornuft.

SKAT anslår, at det vil tage 113 årsværk – svarende til en pris på over 100 mio. kroner – at opsplitte SKAT i syv nye styrelser. Og det er blot prisen for at skabe og implementere en “ny identitet” – i praksis være sig et nyt logo.

Givetvist skal tingene være i orden. Givetvist skal der være klar afsender på breve. Og givetvist skal man ikke outsource opgaver til den hurtigste og den billigste.

Men for at sætte tingene i perspektiv, så er 100 mio kroner ca. en tredjedel af den årlige omsætning i Danmarks største reklamebureau. Og det er kun prisen for et logo. Eller rettere syv – men mon ikke man relativt hurtigt kan lave syv identiteter som en samlet pakke, når nu vi trods alt er i samme boldgade?

Det er nemt at blive harm. Selvfølgelig virker det meningsløst at bruge så mange penge på noget så banalt. Så banalt, at dette indlæg kan synes overflødigt.

Men jeg er overbevist om, at problemet er langt større end et logo. Det handler om ansvar. Det handler om, at ingen tør påtage sig et personligt ansvar og løbe en kalkuleret risiko. Tænk nu hvis dette ender med at blive det nye EFI? Tænk hvis dette ender med at blive den nye udbytteskandale?

I det private erhvervsliv var det aldrig gået. Der var man tvunget til at være sit ansvar voksent ved at gøre sit benarbejde og vælge den mest konkurrencedygtige løsning. Det ville man så blive holdt til ansvar for, både hvis det går godt, men naturligvis også hvis det går skidt.

Men når penge tilsyneladende ikke er den knappe ressource, er det jo nemmere at samle en stor gruppe af kompetente ansatte, udvalg, konsulenter, bureauer og andre kloge folk, som man kan skyde skylden på, hvis noget nu ikke går efter planen.

Så har man gjort sit. Man har jo, trods alt, brugt mange penge på at få det bedste på markedet.

Og regningen? Den lander jo uanset hvad hos skatteyderne.

Read More
Politik & samfund

Medielicens er en skævvridende, meningsløs skat

DR er et statsligt public service-organ, hvor man tilbage i 1925 indførte brugerbetaling (licens) for at flertallet ikke skulle betale for det, som fåtallet (eliten) havde nytte af.

I dag opkræver man ikke længere licens alene for TV og radio, men f.eks. er mobiltelefoner også omfattet. Ergo er stort set hele befolkningen licenspligtige. Licens er heller ikke længere øremærket DR. Derfor kan man argumentere for, at det blot er en ekstraskat.

Der er altså tale om en skævvridende kopskat. Det kræver unødigt meget administration at indkræve og kontrollere og samtidig gør de ca. 200.000 sortseere regnestykket endnu mere skævt.

Dermed er vi i en situation hvor en mindre del af befolkningen betaler for noget vi alle bruger. I et samfund som Danmark, hvor det ofte er den anden vej rundt (at vi via skatten alle finansierer noget få bruger), giver det bare ingen mening.

Vi skal naturligvis alle være med til at finansiere DR og andre licensbetalte tiltag, så hvorfor ikke bare gøre det smart, fair og transparent?

Read More
Politik & samfund

Skattereformen kom alt for sent

Endnu engang kommer et politisk indlæg herfra. Beklager, men jeg kan ikke lade være med at kommentere på den slags. 🙂

Skattekommissionen har fremlagt deres forslag til en kommende skattereform, og det ser godt ud. Danskerne vil få en del flere penge mellem hænderne – i hvert fald dem, der har høje indkomster. Det synes jeg også er fornuftigt nok, men forslaget til skattereformen er efter mit synspunkt ikke progressivt nok og kommer alt for sent.

En skattelettelse skal naturligvis ikke give lige mange penge i hånden til alle. Selvfølgelig skal dem, der betaler mest i skat have den største lettelse. Det er logik.

Problemet er bare, at siden Skattekommissionen påbegyndte deres arbejde, er der kommet helt nye økonomiske vilkår til. Verden står overfor en global recession, og fremtidsudsigterne er bestemt ikke lyse. Én af de ting, der skal til for at bremse nedgangen og vende overalt tilstedeværende røde til til sorte er at skabe tillid til økonomien og øge forbruget.

Den måde, som skattereformen vil ramme på, vil ikke sætte ret meget fut i forbruget. Pengene vil derimod fosse op i samfundets top og med den økonomiske situation, vi har nu, vil de være mere tilbøjelige til at spare op end forbruge, og det vil ikke fjerne den tunge fod, der er på den økonomiske bremse.

Skattereformen 2009 er designet til at få folk til at arbejde mere – uden tvivl. Marginalskatten bliver sænket, og det vil dermed gøre det mere attraktivt at yde en ekstra indsats på arbedsmarkedet. Men det er ikke det væsentligste mere. Nu er det den globale økonomi, der skal i gang, og det gør man ved skattelettelser til alle eller øget offentligt forbrug.

Det er ingen hemmelighed, at jeg gerne så en kombination. Det er pinligt, at vi som vidensnation ikke kan præstere en bedre folkeskole, end vi kan. Antallet af unge, der vælger en ungdomsuddannelse er desværre for lavt, og det kan true den fremtidige velstand. Det handler ikke kun om at de unge er dovne og uengagerede, men i høj grad også om de fysiske rammer, man giver dem. Ved at sætte gang i det offentlige forbrug, kan man kanalisere flere penge rundt i det økonomiske kredsløb, og dermed lette foden fra bremsen lidt og det vil komme os til gode i fremtiden.

At man sætter personfradraget op, er til gengæld længe ventet. Det rammer alle lige, men har til gengæld en procentmæssig større værdi i bunden end i toppen.

Alt i alt synes jeg, at det er positivt med lidt forandring. Vores tidligere skattesytem begyndte at knirke lidt, og jeg har da også fuldt sympati for dem, der mener, at man ikke skal smide mere end 50% i marginalskat (eller endnu mindre). Men igen, i dag er omstændighederne anderledes end for et år siden, og et lands økonomiske politik bør indrettes efter det.

Read More