Usømmelig omgang med andres penge

Det er sket igen. Offentlige instanser, der uden hæmninger bruger offentlige midler, tilsyndeladende uden at skele til value for money og almindelig sund fornuft.

SKAT anslår, at det vil tage 113 årsværk – svarende til en pris på over 100 mio. kroner – at opsplitte SKAT i syv nye styrelser. Og det er blot prisen for at skabe og implementere en “ny identitet” – i praksis være sig et nyt logo.

Givetvist skal tingene være i orden. Givetvist skal der være klar afsender på breve. Og givetvist skal man ikke outsource opgaver til den hurtigste og den billigste.

Men for at sætte tingene i perspektiv, så er 100 mio kroner ca. en tredjedel af den årlige omsætning i Danmarks største reklamebureau. Og det er kun prisen for et logo. Eller rettere syv – men mon ikke man relativt hurtigt kan lave syv identiteter som en samlet pakke, når nu vi trods alt er i samme boldgade?

Det er nemt at blive harm. Selvfølgelig virker det meningsløst at bruge så mange penge på noget så banalt. Så banalt, at dette indlæg kan synes overflødigt.

Men jeg er overbevist om, at problemet er langt større end et logo. Det handler om ansvar. Det handler om, at ingen tør påtage sig et personligt ansvar og løbe en kalkuleret risiko. Tænk nu hvis dette ender med at blive det nye EFI? Tænk hvis dette ender med at blive den nye udbytteskandale?

I det private erhvervsliv var det aldrig gået. Der var man tvunget til at være sit ansvar voksent ved at gøre sit benarbejde og vælge den mest konkurrencedygtige løsning. Det ville man så blive holdt til ansvar for, både hvis det går godt, men naturligvis også hvis det går skidt.

Men når penge tilsyneladende ikke er den knappe ressource, er det jo nemmere at samle en stor gruppe af kompetente ansatte, udvalg, konsulenter, bureauer og andre kloge folk, som man kan skyde skylden på, hvis noget nu ikke går efter planen.

Så har man gjort sit. Man har jo, trods alt, brugt mange penge på at få det bedste på markedet.

Og regningen? Den lander jo uanset hvad hos skatteyderne.