I anledning af grundlovsdagen, vil jeg da lige knytte lidt ord til vores Grundlov.
Jeg ved godt at det virker ret voldsomt, og ja, det er da også med vilje.
Junigrundloven af 1849, som ligger til grund for vor nuværende Grundlov, var af datidens proportioner ganske demokratisk, men der var dog en del paragraffer, der enten var direkte modsigende sig selv eller var dybt udemokratiske. Og sådan er det stadig!
Regjeringsformen er indskrænket-monarkisk. Kongemagten er arvelig.
– §1
Monarki og folkestyre hænger slet ikke sammen i hvert fald ikke i teorien. Desuden er grundlovens mål bl.a. at understrege, at alle er født lige. En medfødt status som regent modsiger dette udsagn.
Det mest utrolige er dog, at mens Danmark til stadighed profilerer sig som et demokratisk samfund, så er der et langt stykke vej at gå endnu. Det er f.eks. stadig muligt, jf. §29 i grundloven af 1953, at fratage folk sin stemmeret blot på baggrund af, at man eksempelvis er tidligere straffet eller på offentlig forsørgelse.
I §29 står der: Det bestemmes ved lov, i hvilket omfang straf og understøttelse, der i lovgivningen betragtes som fattighjælp, medfører tab af valgret. Paragraffen er ny (1953), men bygger på §35 i 1849-grundloven.
Et andet problem med grundloven er, som i ovenstående eksempel, at der ofte henvises med bestemmes ved lov altså lægges lovgivning, der burde bestemmes af grundloven, i de siddende politikernes hænder, hvor der gælder nogle helt særlige regler.
Det er nemlig svært at lave grundlovsændringer. I 1915 indførtes et krav om, at minimum 45% af de stemmeberettigede stemte for nye ændringer af grundloven. Desuden skal 2 forskellige folketingssamlinger stemme for forslaget og til slut skal det godkendes af statsoverhovedet.
Som jeg før har været inde på, harmonerer et demokratisk styre med et monarki kun i ringe grad. I praksis kan det måske godt lade sig gøre, men det er svært at kalde sig demokratisk. Danmarks monark kan indsætte og afskedige regeringer samt nægte at underskrive en af Folketinget bestemt lov og på den måde måske handle på en måde, der ikke repræsenterer en størstedel af befolkningens ønske.
Noget af det væsentligste i 1849-grundloven er §81, og dette har hængt ved siden:
Borgerne have ret til at forene sig i Samfund for at dyrke Gud paa Maade, der stemmer med deres Overbeviisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod Sædeligheden eller den offentlige orden
– §81
Det er bare ret dobbeltmoralsk, når selvsamme grundlov bestemmer, at folkekirken er evangelisk-luthersk, og at denne skal understøttes af staten samt at kongen skal høre til denne kirke. Det er diskriminerende både overfor kongen, hvis frihed man berøver, men også overfor de religiøse mindretal.
Grundloven siger overraskende lidt om demokratiet faktisk ingenting. I ingen af de 3 versioner bruges ordene folkestyre / demokrati eller proklameres, at Danmark er et demokratisk samfund. Til gengæld bestemmer grundloven fra 1866, at kongen har den højeste myndighed i landet, som giver ham status som en enevældig leder.
Konklusion: Jovist har vi da demokrati, men det er spøjst, at selvom vi hele tiden henviser til i vores grundlov sikrede rettigheder, så er det ret mangelfuldt.
Alt dette er naturligvis teoretisk – det fungerer jo meget godt i praksis 🙂
ka godt li det du gør martin, jeg er selv lidt intereseret i et dybere indblik i vores danske grund rettigheder, efter som det ser værrer og værrer ud for den i det engang`frie`usa